Organisatorisk kvalitetssikring
Eggertshus er opbygget som en selvejende fond og er organisatorisk drevet af en bestyrelse som fører kontrol og tager beslutninger over den daglige ledelse. Bestyrelsen fungerer således som en garant for kvalitet og tilsyn med den daglige ledelse.
Offentlig kvalitetssikring
Der føres tilsyn med Eggertshus fra det offentliges side via Socialtilsyn Syd. Alle sociale tilbud skal godkendes og regodkendes af et socialtilsyn. I Danmark findes der fem socialtilsyn, organiseret under regionerne, der har til opgave at sikre kvaliteten af de sociale tilbud. Socialtilsyn Syd beskriver deres opgave som at ”bidrage til at sikre, at borgeren ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet for offentlige og private tilbud efter lov om social service. Formålet skal opnås gennem en systematisk, ensartet, uvildig og faglig kompetent varetagelse af opgaven med at godkende og føre driftsorienteret tilsyn med tilbuddene”.
Socialtilsyn Syd anvender Kvalitetsmodellen til at vurdere de sociale tilbuds kvalitet.
De anvender modellen både i forbindelse med tilsynsbesøg, re-godkendelse af eksisterende tilbud og ved nye ansøgninger.
Kvalitetsmodellen er en ramme og et redskab, der giver tilbuddet og socialtilsynet mulighed for dialog på et systematisk grundlag.
Kvalitetsmodellen indeholder 7 temaer:
- Uddannelse og beskæftigelse
- Selvstændighed og relationer
- Målgrupper, metoder og resultater
- Organisation og ledelse
- Kompetencer
- Økonomi
- Fysiske rammer
For hvert tema er der en række kriterier og indikatorer på kvalitet, som socialtilsynet skal anvende i bedømmelsen af, om tilbuddet har den nødvendige kvalitet. Socialtilsynet kan alene godkende tilbud, som efter den samlede vurdering har den nødvendige kvalitet.
Kvalitet i dagligdagen
To gange dagligt ved personaleskift, morgen og efter skoletid, gennemgås/overlappes den aktuelle dag for alle beboere.
Hver anden uge gennemgås alle børn ved personalemøde, hvor fremskridt og udvikling for den enkelte diskuteres. Behandlingsplanen ændres eller justeres eventuelt her.
Hver sjette måned afholdes der behandlingsmøde med deltagelse af barn/den unge, forældre samt sagsbehandler fra anbringende kommune. Ligeledes kan eksterne specialister deltage hvis den enkelte barns behov tilsiger dette.
Inden behandlingsmødet udfærdiger Eggertshus en statusbeskrivelse der med udgangspunkt i de vedtagne behandlingspunkter beskriver arbejdet og resultaterne i perioden siden sidste møde.
Perioden evalueres og der besluttes behandlingspunkter for den kommende seksmåneders periode.
Alle børn har forskellige behandlingsplaner- og mål.